Af: Per Filskov
Wild West 2001: Bamseboller og honning
Den undrende læser vil måske spørge sig selv, hvad Bamseboller og honning har med o-løb at gøre, men forklaringen er den enkle, at netop denne menu var en væsentlig del af min opladning til Wild West i år. Efter mange års research på dette felt, der rækker fra stegte ål ad libitum, over pasta i spandevis, til øl og Gl. Dansk, var jeg i år kommet til den overbevisning, at netop Bamseboller og honning (vel at mærke uden smør) var den ideelle spise før en så krævende begivenhed. Recepten er den enkle, at man spiser normal kost, men hver gang man mellem to måltider har plads til bare den mindste smule mad, ryger der en Bamsebolle indenbords, som skylles ned med et glas vand. Enkelt men effektivt !
Udover maden er der selvfølgelig også andre faktorer det betaler sig at gøre lidt ved, inden man stiller sig op på startstregen. Lidt ekstra lange løbeture de sidste par uger før løbet er ikke af vejen, og det hjælper selvfølgelig også, at man evt. har løbet en Wild West før, så man mentalt er indstillet på opgaven. For mit vedkommende skulle dette være mit 13. Wild West, så den side af sagen var i orden. De sidste forberedelser inden jeg kørte mod Ulfborg var kortstudier af tidligere Wild West løb i de samme terræner (Ulfborg 1983 og Stråsø 1993), lidt ekstra opladning af pandelampen og et par timers søvn.
Ved ankomsten til stævnecenteret gælder det om at få styr på situationen med det samme. Den særlige forventningsfulde, spændte stemning kan let få selv garvede o-løbere til at ryste på hånden, og pludselig bliver man i tvivl, om man nu også huskede at putte en tør trøje i madposen, eller man sikrer sig febrilsk endnu engang, at pandelampen stadig er funktionsdygtig. Derfor gælder det om at pakke madposen med det samme og aflevere den, mens man endnu har styr på sig selv, og kontrolkortet sættes omkring håndleddet, så man ikke glemmer det ved afgangen til starten. Herefter kan man hengive sig til dæmpet konversation, som i hovedsagen består i udveksling af diverse røverhistorier fra tidligere løb. De værste skrækberetninger videregives bedst, når der er en Wild West debutant i nærheden !
Navneopråbet er et kapitel for sig. Deltagerne råbes op enkeltvis, og efter en fyndig bekræftelse af sin tilstedeværelse, stiller man op i en kolonne, som ved navneopråbets afslutning bevæger sig ud mod startstedet. Vejen dertil kan være ganske overraskende. Ved min Wild West debut blev vi efter få meters gang gennet op på ladet af nogle CF-lastbiler, der holdt bag et levende hegn, og derefter kørt ca. 20 km til startstedet. 4 år senere foregik transporten med tog, men ellers er der normalt tale om en vandring af varierende længde. Således også i år, hvor kolonnen begiver sig på vej under den flotteste, stjerneklare himmel, der giver løfter om et vejrmæssigt perfekt løb.
Snakken i kolonnen går livligt, og mange genkalder sig situationen i 1983, hvor løbet gik i det samme område. Det havde været et meget regnfuldt forår, og vandet stod højt overalt i terrænet. Inden starten gav Store Robert (Christiansen) løberne den information, at vandet flere steder nåede ham til knæene – hvis han stod på hænder ! I år ser forholdene mere menneskelige ud, og man kan så håbe på, at også kortet er bedre end i 1983, hvor trykkekvaliteten i nogle områder var så ringe, at den eneste brugbare information var de røde cirkler og streger. Efter et kvarters gang er vi fremme ved startstedet, hvilket straks fremkalder en akut vandladningstrang. Det er tydeligt at rigelig væskeindtagelse inden starten, har stået højt på de flestes liste over nødvendige forberedelser. Samtidig fyger det gennem luften med gisninger om, i hvilken retning førsteposten mon kan ligge. De mest pessimistiske genkalder sig igen løbet i 1983, hvor en særlig drilsk post lå i et svært gennemtrængeligt bjergfyrkrat, godt en kilometer øst for dette års startsted. Snart lyder det kendte råb ”Sluk lygterne”, og uddelingen af løbskortene begynder. Luften er nu tyk af nervøsitet, og enkelte kan ikke lade være med at tænde lygten, men bliver straks kaldt til orden. Da kortuddelingen er afsluttet, bliver feltet uroligt som ved en stafetstart, i spændt venten på startsignalet. Reaktionen på startsignalet er imidlertid helt forskellig fra en stafetstart (det skulle da lige være Vejlestafetten), idet alle løberne står som lammede, mens de krumbøjet over kortet forsøger at beslutte sig til den bedste vej til første post. Langsomt begiver de første sig tøvende af sted, og ikke længe efter sætter hele feltet sig i bevægelse.
Jeg havde inden starten gjort min situation klar. Min fysiske præstationsevne tillod ikke store svinkeærinder, og da jeg efterhånden måtte begynde at betragte mig som en af de mest erfarne i feltet, måtte jeg stole på egne evner. Jeg ville kort sagt løbe mit eget løb, vel vidende at man i et løb med 100 deltagerne i en samlet start, kommer til at løbe sammen med nogen det meste af vejen. Jeg huskede på den stafetlektie Kurt Lyndgaard engang gav mig som grøn H 21 løber : ”Løb selvstændigt, men aldrig alene !” Vejen til post 1 ser forholdsvis simpel ud. Der er rigeligt af parallelle bevoksningsgrænser, som på et o-kort ville betyde brandbælter, men som på et kort der sidst er rettet i 1917, kan betyde alt fra brandbælte over sti til ingenting ! Et bugtet brandbælte ser dog ret løfterigt ud, så jeg sætter kursen ind i vildnisset i håb at ramme hvad brandbæltet måtte være blevet til i dag, 85 år efter. Et hurtigt blik rundt, og jeg kan konstatere, at jeg er den første der får den ide. Jeg rammer brandbæltet og ser at en 10-15 stykker fandt en hurtigere vej derud. Herefter passer kortet fint, og da brandbæltet knækker er det bare at tage den på skridt og kompas, til jeg forhåbentlig rammer den lille sø i kanten af heden. Jo tættere jeg kommer posten jo tyndere bliver det foran, da flere og flere stopper op og begynder at lyse rundt i terrænet for at orientere sig, eller måske i håb om at lyse posten op. Jeg holder fast ved taktikken om at stole på egne kræfter, og befinder mig snart alene foran alle andre. Da jeg rammer skovkanten er der ingen sø, så er jeg nu til højre eller til venstre for posten ? Jeg formoder at posten ligger lidt længere til venstre, og da der pludselig dukker en række af lygter op, er sagen klar. I spidsen af lygterækken befinder Søren Mårup sig, og da han spørger om jeg har haft posten, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at han lige har været der. Det viser sig at holde stik, og jeg må konstatere at min stolen på egne kræfter sender mig langt ned i feltet.
Post 2 ser simpel ud. På med dåsen, og hvis man ikke rammer den, er der et brandbælte og et stort dige bagved, som man kan læse sig ind på. Som sagt så gjort. Da jeg nærmer mig posten sker det samme som ved post 1. De fleste lygter foran tøver, og pludselig er jeg igen forrest. Da jeg ikke finder posten med det samme fortsætter jeg, i håb om at læse mig ind på brandbæltet og diget. Det viser sig imidlertid ikke at være så let, da flere ting i terrænet kan tolkes som det brandbælte der er markeret på kortet. Efter nogle minutters sondering i området mener jeg at have tolket terrænet rigtigt, og snart dukker post 2 op. Jeg ser en lygte forsvinde derfra, så nogen har været der allerede. Nogle hundrede meter efter posten dukker Søren Mårup op i modløb, så nu kan jeg gengælde hans kommentarer !
Kortet passer fint på vejen til post 3, så der bliver lige tid at se hvem jeg egentlig løber sammen med, og hvem der ligger foran. Jeg har slået følge med blandt andre Peter Bäcker fra OK Øst og Kenn Kristensen fra Uldjyderne. Foran skulle kun ligge Keld Abrahamsen og Lone Dybkjær, så det ser ikke så dumt ud. Nu er det bare om at koncentrere sig om finorienteringen ind til posten. Den skal ligge på en høj lidt inde i en bevoksning, og Peter og jeg er enige hvor dét skal være, men de øvrige foretrækker mærkværdigvis at lede ude i det åbne først. Posten sidder der med det samme, og vi lister væk i håb om at de andre ikke har set os forsvinde ind i skoven.
På vejen mod post 4 oplever vi et af de syn, som gør Wild West til noget specielt. Vi kommer fra granbevoksningen ud på en stor hedeslette, og kan lige over horisonten i øst se månen stå op som en kæmpestor ildrød kugle. Lidt mosekonebryg bidrager yderligere til den fantastiske stemning. Vi beslutter os for ikke at se tilbage, da lygterne ellers kan afsløre os. Da vi på midt på strækket støder på en sti der er markeret på kortet, beslutter vi os for at stole på kortet, hvilket ikke var ret smart. En anden sti, der skulle have bragt os nær posten, kommer aldrig, og så er det bare om at køre af sted i en kompasretning, og håbe på at læse sig ind. Længe efter at skridtene er løbet ud, og der stadig ikke er dukket noget som helst op, der minder om terrænet nær posten, ser jeg pludselig et vandhul. Det skulle da vel ikke være, tænker jeg højt, og husker den halve time eller mere, som jeg spenderede på et vandhul ved Wild West i det samme område af skoven i 1993. Jo, det ligner sørme. Og der er den nyanlagte vej ved siden af. Nu er det bare om at finde vandhullet på kortet. Efter et lille kortstudie mener jeg at have læst mig ind ca. 400 meter nordøst for posten. Det viser at være rigtigt, og da jeg kommer til posten kan jeg konstatere, at jeg og mine følgesvende er blandt de første ved posten på trods af bommet.
Strækket til post 5 er umådelig langt og lidt af et tranportstræk, men det er da glædeligt at se, at der er dannet en udbrydergruppe, som har fået et hul til de næste. Det gør ikke glæden mindre, at Søren Mårup, som er løbets store favorit, ikke sidder med. Samtidig begynder min umådeholdne indtagelse af Bamseboller med honning at påvirke min fordøjelse, så store mængder luft fra mavesækken finder vej ud i det fri, hvilket ikke undgår mine kompagnoners opmærksomhed. Heldigvis er det kun i form af en højlydt ræben, så den medfører kun støjgener.
Post 6 ligger på en kæmpehøj på den imponerende Nørrevosborg Hede. I horisonten dukker adskillige kæmpehøje op, så det er bare om at stole på kompasset og skridtene, og ikke lade sig friste af at besøge dem alle sammen. Jeg må dog lige checke en enkelt, før den rigtige dukker op. I fraløbet kan vi se at udbruddet stadig er intakt, men der ligger nogle forfølgere et par minutter bagefter.
Det næste stræk har jeg på forhånd stor respekt for. Ved løbet i 1993 kunne jeg stort set ikke finde noget i terrænet der passede med kortet og omvendt, og samtidig var der store indhegnede områder, der ikke gjorde sagen lettere. Situationen er desværre stadig den samme, men ved fælles hjælp læser vi os ind på nogle grøfter en lille kilometer før posten. Med skridt og kompas kommer vi ind i postområdet, men da posten ikke dukker op med det samme, deler feltet sig i to. Desværre for mig er det de andre der har ret. Da min aldrende pandelampe med batteripakke fra 1987 efterhånden kun har minimalt med lys, må jeg søge ud på et åbent hedeområde i nærheden for at læse kort. Her kan jeg høre stemmer i skoven, der snart forsvinder igen. Det må være forfølgerfeltet der er kommet op og har fundet posten. Ind i skoven igen, og lidt efter er posten der.
Næste post er madposten. Der ser ud til at være et sikkert vejvalg på stier lidt sydpå. Som sagt så gjort. Lidt mod syd, og så ellers ride mod øst på den store vej. Vejen går ganske vist i en lidt sydligere retning end angivet på kortet, men jeg vurderer at det er bedre at blive på stien frem for at prøve chancen i terrænet. Efter en lidt lang tur på vejen dukker tværvejen op, der skal føre os nordpå til posten. Jeg er ikke helt klar over hvor langt sydpå vi er kommet, men snart dukker der nogle huse op, som absolut ikke skulle være der. Lidt kiggen på kortet, og der står klart at vi er landet en halv kilometer længere sydpå end planlagt. På vejen op til posten støder vi på de første løbere, der nu allerede har provianteret og er på vej til næste post.
Ved madposten gælder den gyldne regel, at man først klipper posten, og dernæst går i gang med traktementet. Risikoen for at glemme at klippe posten er overhængende, hvis man først angriber madpakken ! Der ryger hurtigt en halv liter sportsdrik ned, efterfulgt af to Bamseboller og en ekstra Bamsebolle i lommen. Da min pandelampe efterhånden kun lyser symbolsk, må jeg skynde på de andre for at få dem løsrevet fra spisningen, da jeg ikke stoler på at jeg kan klare den helt til daggry uden lidt supplerende lys i de tætte partier af skoven. Det følgende stræk er ret simpelt, det gælder bare om at holde styr på de nord-syd gående veje og så finde Lærkehøj, hvorfra der ikke er langt til posten. Undervejs er skovdistriktet så venlige at sætte vejskilte op, der tydeligt viser vej til Lærkehøj, så den post er der ingen ben i.
Jeg har senere ladet mig fortælle, at ikke alle løbere fandt posten lige så let. Blandt andet skulle en uhyre erfaren langgarver fra OO være landet et par kilometer øst for kortkanten, og kun fundet tilbage til løbet igen ved hjælp af de turistfoldere han fandt ved en offentlig parkeringsplads. Til gengæld må han så have haft et tidssvarende kort til de næste par poster.
De næste par poster er der igen ben i, men alligevel begynder bagtroppen af det felt vi så forlade madposten, så småt at dukke op. Ret overraskende er bagerste løber Søren Mårup, som tydeligvis er inde i en krise, og faktisk overhaler vi ham, da han går hen ad en stor vej !
Mine Bamseboller begynder nu for alvor at gøre indtryk i tarmsystemet, med det resultat at jeg ved næste væskepost må vinke farvel til mine faste følgesvende, da jeg trækker mig lidt tilbage fra de andre og indtager den kendte skovskider positur. Således lettet starter jeg ud igen i følgeskab med Søren Mårup, der er nået op igen, og jeg får snart kontakt med flere af de løbere der ligger foran.
Foran mig ligger nu et stræk, der ser ud til at kunne blive afgørende. Posten (post 13) ligger i det tidligere urfuglereservat, som mange stiftede et smertefuldt bekendtskab med under DM i Ulfborg året før. Et uhyre svært orienteret parti af skoven. Jeg beslutter mig derfor for et vejvalg, der bringer mig så tæt på posten som muligt, med en vis grad af sikkerhed for hvor jeg er. Da jeg kommer ind i området dukker stort set alle de løbere op, som var foran ved madposten. Herligt ! De står smukt fordelt på forskellige klittoppe, men tilsyneladende uden at have fundet posten. Jeg mener også at den må ligge længere fremme, men kan ikke afgøre præcist hvor ud fra kortet. Jeg vælger derfor en simpel taktik. Jeg afsøger simpelthen alle høje i den retning jeg mener posten ligger i, og til sidst må den så komme ! Det gør den også, og jeg ser at kun én anden løber har fået samme idé. Nu er tiden kommet til at løbe selvstændigt og alene !
Jeg tager grov en kurs over mod næste post, og husker noget fra DM året før med et brandbælte i kanten af reservatet. Måske kan det bruges til noget. Jeg finder brandbæltet og kommer let videre, og der er ingen bag mig. Lækkert !
Kort før næste post venter der mig derfor et chok, da jeg på vej hen ad en grusvej pludselig ser løbere fra den foregående post foran mig. De må altså have fundet en bedre vej. Satans også ! I bare skuffelse bliver jeg pludselig meget træt, og må gå en 20 – 30 meter. Ved indløbet til posten ser jeg de første løbe væk og ved selve posten er resten der. De har taget pandelamperne af og drikker væske. Nu er det tid til en hurtigt beslutning. Der er kun 3 poster og ca. 3 kilometer til mål. Jeg springer væsken over og beholder lampen på. Jeg kommer derfor fra posten med kun ca. 50 meter op til de nærmeste løbere. Selvom jeg igen må tage 20 – 30 meters træthedsgang, indhenter jeg dem alle (vi er nu 6 i førerfeltet) kort før næste post. De står og læser kort, men er tydeligvis ikke kommet langt nok frem, da de ikke har set at den nye asfaltvej vi passerede, ikke ligger det samme sted som vejen på kortet. Jeg fortsætter længere frem, og er først ved posten. Hurtigt væk og se hvem der følger med. De har desværre alle lugtet lunten og snart er vi samlet igen.
På vej mod næstsidste post skal vi passere en række bevoksningsgrænser, men jeg har lidt problemer med at få det til at passe. Pludselig tager fanden ved Niels Møller Pedersen, og snart er feltet trukket ud på en snor med mig som nølende vedhæng. Jeg er nu på nippet til at forlade taktikken med at stole på egne kræfter, for tænk nu hvis de finder den med det samme. Det gør de heldigvis ikke, og sammen med løberen fra post 13 laver jeg en alternativ fortolkning af bevoksningsgrænserne, og så sidder den der.
Nu er det med at holde nerverne i ro til sidste post. De andre ser desværre at vi klipper næstsidste, og vi er alle 6 samlet igen. Jeg fører feltet an, og da vi nærmer os området med sidste post ser jeg en kæmpestor høj. Posten skal ligge ved en høj, men jeg synes den kommer lidt tidligt. Nå, hvis jeg løber derop følger de andre nok efter. Hvis posten er der, skulle der være en god chance for klippe først. Hvis ikke, står vi lige igen. Den var der ikke, men de andre fulgte heldigvis med. Jeg griber initiativet igen og fortsætter længere mod sydvest, hvor jeg mener posten skal ligge. Ingen følger tilsyneladende med, og da jeg kort efter fra en klittop kan se sidsteposten lidt længere fremme, er det bare med at lægge fra land. Uden at kigge mig tilbage, og med udfoldelsen af hidtil uanede kræfter, kører jeg for fuld kraft mod posten, og derfra er det bare at give den det sidste ind mod mål, stadig uden at kigge tilbage. Ikke noget Skibby syndrom her !
Da jeg krydser målstregen kan jeg knapt fatte at det virkeligt er sandt. Der står ingen konkurrenter, og fra kommentarerne fra de fåtallige tilskuere (banelægger og banekontrollant) kan jeg forstå, at jeg har vundet ! 13. gang skulle altså være lykkens gang. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg i mine yngre dage under lange træningsture har forestillet mig som vinder af Wild West, men at det virkelig kunne ske i min fremskredne alder, havde jeg aldrig forestillet mig. Det må være Bamseboller med honning der gjorde forskellen !
