Af: Allan Asmussen
Wild West 1999
8. maj 1999 kl. 23.48 … har lige været i biffen i Holstebro for at se “The Matrix”, efter indtagelse af urimelige mængder grillpølser og feta. Hvis jeg dropper 3. halvleg kan jeg lige nå ned til årets Wild West løb. Jeg er ikke helt klar over hvad jeg egentlig har indladt mig på, men det kommer jeg snart til at finde ud af …
Kl. 00.30 natten mellem lørdag og søndag. Godt gang i trankogeren (den skal bare have et pund smeltet margarine eller lidt palmin, så går det fint), ingen trafik og fuldt blæs på midnatstechno’en i radioen. Fed opvarmning til årets formodentligt slemmeste løb. De sorte natteskyer og de enkelte tunge dråber ser lidt truende ud.
Kl. 00.39. Ankommer til Hjøllund camping. Hmm … der er andre der har fået samme gode idé. Lad os så lige få fundet løbsinstruktionen … her … Bla bla, alt det sædvanlige, banelængde 28 km, 33 poster. Nå det kunne have været værre, nogle år har den været over 30 km, i klitterræn. Maxtid 10 timer. Uhhh, det håber jeg ikke jeg får brug for. Geodætisk kort fra ca. 1910 med 5 fods højdekurver. Citat fra indbydelsen: “Kortet er tegnet i 1910, men der er dog stadigvæk enkelte overensstemmelser med terrænet” og “Skridttælling og kompaskurser vil være af betydelig værdi, såfremt man ønsker at gennemføre”. Selvransagelsens sorte skygger farer gennem kroppen.
“Hvad gør jeg dog her!”
Kl. 01.15. Har fået bakset pandelampen, skinnebensbeskyttere og alt det andet isenkram på. Navneopråb og udlevering af startkort. 132 deltagere, foruden dem på børnebanerne. Ganske godt! Madpakke og kaffe afleveres til udlægning på foderposten. Så er der da i det mindste et eller andet at løbe efter.
Kl. 01.58. Venter spændt på afgang til start, og så åbnes der for sluserne. Hold da helt k… hvor det styrter ned! Der har formodentligt aldrig været så stor trængsel foran købmandens dør, det er bare synd at han ikke har åbent.
Kl. 02.01. Een af arrangørerne proklamerer med høj og klar stemme: “Nu er det tørvejr, og der er fælles afgang til start”. Onde tunger vil vide at i hvert fald eet af udsagnene har han ikke helt ret i, men det er nok bare et definitionsspørgsmål. 150 mand (M/K) lister afsted ad små skovveje, stier og gamle hugninger. Det er nemlig forbudt at tænde lyset for ikke at genere de få naboer. Natten er tyst, lun og stille, og der høres kun en sagte mumlen når een eller anden skvatter over en træstub eller træder i et hul så benet forsvinder til skridtet.
Til starten har arrangørerne fundet en meget stor kæmpehøj i en lysning i skoven og alle lines op i en ring hele vejen rundt om. Alt er stadigt mørkt, bort set fra et svagt skær fra omkringliggende byer. Træerne står i silhuet mod himlen. En sagte mumlen dør efterhånden hen, efterhånden som folk koncenterer sig. Hvilken stemning!
Kl. 02.30. Fælles start, alt er kaos. En sagte knasen stiger til øredøvende højder efterhånden som 150 mand moser gennem et tæt sitkagrankrat. Lyskeglerne fra pandelygterne flakker overalt.
Post 1. Mose i en flad slugt. Jo tak, moser og flade slugter er der nok af, men ingen post. Skoven gløder i et sælsomt skær fra de mange lygter der flakker forvildet rundt. Nå der er den, hvor jeg lige var for 5 min siden. Klip og så videre.
Videre til post 2, 3 og 4. Den nye halogenpære lyser F.B. Hovedfeltet er ved at være trukket ud i en lang tynd og hullet streng. Natten er stadig ung og min mave lider stadig af trommesyge efter grillmaden. Ikke noget hit.
Så er 5’eren snart på gaflen. Sidste (nogenlunde) sikre udgangspunkt og så ind og hapse den … Hu’h … Hva’fa … Og der blev mørkt … Raaasguforsatandaosse! Dér røg pæren efter 45 min. Nå, heldigvis har jeg en reservepære med. En tililende løber er rystet. Har endnu en gang snydt skæbnen. Må lige en tur ud på en vej for at finde 5’eren igen, Den interne gyro og koncentrationen fik sig lige et knæk. Ellers går det flyvende gennem krat og over moser … Skoven har øjne og sjæl i nattens diffuse tåge …
Kl. ca. 04.30. Fuld fart ned over en skrænt og gennem en udtørret grøft mod øst og post 14. Himlen begynder at få en dybblå farve og morgengryet pusler i øst. Dyb koncentration.
Kl. 05.10. Endelig. Foderposten! En banan har aldrig smagt så godt som nu, man bliver helt salig. Trætheden er ved at melde sig. Ved nærmere eftertanke opdager jeg, at jeg egentlig har sovet på et vejstræk mellem to poster, jeg kan i hvert fald ikke huske at jeg har løbet det stræk! Godt med en autopilot i ny og næ. Ligger vist rimeligt i løbet.
Kl. 05.15. Fuld skrue hen over et åbent hedeområde. Har smidt pandelampen i tiltro til at morgengryet er lys nok. Bommer næste post 18 helt tosset, er endda udenfor kortet (viser det sig bagefter). Overgangen fra natløb til dagløb er ikke så nem, eller er det udmattelsen der viser tænder?
Kæmper sig gennem militærområder og et savværk til post 20. Klipper den før forfølgergruppen. Ha! Stort set det eneste sted der ikke gør ondt er næsetippen. Nu er det bare med at undgå at støde ind i et træ!
Stille og roligt til 21’eren, væskepost. Hmmm, her har elitefræserne kastet deres pandelamper. Videre til 22, får forstyrret et rådyr i sin morgenbuffet. Nå, der er 22, frem med klippekortet … Neeeeeeeeeej! Har glemt at klippe 21! Ryk tilbage og vent på en sekser. Den slags traumatiske oplevelser er stærkt demoraliserende på dette tidspunkt.
På vej tilbage fra 21 … skumle, rumle, bande … Det er nu helt lyst. Møder en snotforvirret løber, stadig med pandelygte med en lille smule glød i, midt på en stor vej. Han vil vide hvor han er, for nu vil han bare hjem. Moooar! Får ham vist nok sendt i den rigtige retning. Hmm, måske skulle man følge trop? Nej fa’en da … et sandt orgie i smerte … hastigheden er nu så lav at jeg går nogenlunde lige på de næste poster. Passerer vist en del løbere undervejs. Får selskab på post 26.
Post 28. Væskepost midt i en blævret mose! Hvis det ikke var så sent/tidligt på dagen burde jeg kunne se det humoristiske i det. Går nu mest på stier og kan stadig lunte.
Taber makkeren fra post 26 på 29’eren – En stor høj. Jeg kan stadig smålunte, det kan han ikke … videre tværs over en kreaturfænne. Gad vide om der er strøm i tråden? Det har jeg ikke lyst til at finde ud af.
Sidsteposten! Yes! Men hvor fa’en er den henne? Kan se målet men ikke sidsteposten. Så, så, nu tungen lige i munden, gafle posten og sprinte fra ham den anden, der er nået op, og i mål.
Kl. 07.46. Åhhhhhhhh … mål! Og så 15 sek. foran den anden! En hel verden og så alligevel ingenting til forskel. Hov, det var ham der blev nr. 2 sidste år. Så er 5 timer og 15 min. måske ikke så galt alligevel.
Strækmarch til væskeposten, jeg kan ikke andet. En anden løber har medbragt vingummi rundt på turen og har stadig noget tilbage. Tumultagtige scener udbryder. Her er man i stand til at slå ihjel for en gul vingummibamse – de basale instinkter overlever alligevel.
Omklædning på offentlig vej. Nå skidt, ens hæmninger er ikke så store på dette tidspunkt. John Cleese ville kunne have lært en del om gakkede gangarter her.
Aldrig, aldrig, aldrig mere! Første, sidste og eneste gang i dette årtusinde! Men man gør det jo nok igen en gang. Og hvad kan man så lære af det?
Og så giver det kun eet sølle point til De Hårdes Klub. Godt nok skal man kun have 4, men det er ligesom at få en 1 florint mønt i hånden. Metalværdien er større end det pålydende. Kunne de da ikke give 100 eller 200 point. Skidt med at de ikke er mere værd end det ene, men det ser ud af noget mere.
Wow, nr. 24, succes. Morgenen ser allerede lysere ud. Plyndrer en bager og sætter tænderne vellystigt i en enorm og slimet basse, og det med god samvittighed.
Een af uldjyderne forsøger at sætte sig ind i sin bil for at drikke morgenkaffe. Det lyder nogenlunde sådan her: Av, av, aav, avav, AV, AAAVV, oj, av … (lettere forkortet af red.)
Nu skal et bad blive godt. Jeg tror også min dyne savner mig meget. Man skal være god ved dyrene og dynerne … Ahhh … Zz Zz zzzz zzzz …
