Af: Henning Jørgensen, Nordvest OK
Alle har hørt om det, men kun de færreste har prøvet det: At gennemføre en Wild West – O – sportens svar på en marathon.
Vi har bedt Henning Jørgensen om at skrive lidt om, hvad der fik ham i gang. Henning har løbet over 20 Wild West, så han ved, hvad han taler om.
“Der er visse ting her i livet, man skal have prøvet”.
For en orienteringsløber er Wild West én af dem.
I et nummer af O-posten læste jeg fornylig, at en navngiven løber havde deltaget i 21 Wild West orienteringsløb og skulle så være den, der har deltaget flest gange. Ha! tænkte jeg, det kan jeg da godt slå. Jeg har deltaget 22 gange. Men ved at nærlæse artiklen ser jeg, at han har gennemført samtlige sine løb, medens jeg kun har gennemført 19 løb. (Løbet afholdes kun hvert andet år).
I 1960 deltog jeg for første gang i et Wild West (2 år efter min debut som O-løber). Det var Robert Christiansen som lokkede mig og Jørgen Birk fra Thisted Roklub til løbet i Hvidbjerg Plantage.
Robert var vist nok Banekontrol, i hvert fald sagde han til mig “Du gennemfører sikkert ikke, men så har du da prøvet det”. På det tidspunkt havde jeg aldrig hørt om Wild West og anede ikke, hvad jeg gik ind til.
Udsnit af indbydelsen: “Da Banen gaar over øde og vildsomt terrain, afvekslende Gran- og Fyrplantager, Hede, Moser og Klitter, hvor der kan være flere kilometer til nærmeste beboelse må ———-. Hvis en løber udebliver, vil et Eftersøgningsarbejde naturligvis blive iværksat, men Eftersøgningen vil efter Banens Karakter blive vanskelig og langvarig, hvorfor det forventes, at kun robuste og dygtige Orienterere tilmelder sig. Vel mødt til en rigtig Mandfolke-Orientering i Landets mest vildsomme og storladne Terrain”.
En lørdag aften i juni 1960 blev jeg så sammen med 41 andre løbere ført ind i skoven ved den gamle skydebane. På et givet tegn affyrede Klitplantøren sit jagtgevær og natløbet var startet. Det foregik efter et Geodætisk kort 1:40.000 opklæbet på pap og med alle 5 poster indtegnet. For at kunne se på kortet havde jeg “det sidste nye” i pandelampe. Lampens diameter var ca. 4 cm og fik strøm fra et lille firkantet batteri, så terrænet kunne ikke også oplyses.
Ved en “Brugerundersøgelse” fra et tidligere løb, lød et af spørgsmålene, og jeg citerer: “Var dit lys kraftigt eller svagt ?”. Svarene var gerne “Først kraftigt – senere svagt”. Til post 1 var der i luftlinie ca. 2 kilometer. Det blev i øvrigt almindeligt at der var mellem 2 og 3 km til første post, sikkert for med det samme at skabe spredning blandt løberne. Jeg gennemførte natløbet på 2 timer og 28 minutter. Jørgen Birk var 4 timer og 22 minutter om det. Han udgik senere på dagløbet.
WW-løbet var nemlig dengang delt i et natløb på ca. 8 km og et dagløb på ca. 19 km. Efter natløbet var der tvungen hvil på præcis 7 timer incl. morgenmad. Inden man gik til ro med sit brystnummer synlig – i dette tilfælde på Hvidbjerg gl. skole – bestilte man vækning.
Ved syvtiden næste morgen startede jeg igen ud på det, der skulle blive et mareridt. 19 kilometer i luftlinje mellem 14 poster på et gammelt kort 1:40.000 opklæbet på pap, ingen postdefinitioner (det havde der dog været på natløbet).
Ved hver post indtegnede man selv den næste post. Varmen var ulidelig især omkring middagstid – selvfølgelig sol og hedebølge den dag. Væskeposter var dengang et ukendt begreb. Jeg kan huske, jeg til sidst drak vand af grøfter og andre vandløb (de var ikke så forurenet som i dag). Da jeg slæbte mig i mål efter 6 timer og 13 minutter sagde jeg – ALDRIG MERE GØR JEG DET IGEN.
Men jeg gennemførte i samlet tid 8 timer og 41 minutter (max. var og er 10 timer), som nummer 22 af i alt 42 løbere – 14 udgik.
Wild West løbet 1960 var det sidste løb, hvor der var tvunget hvil mellem nat- og dagbane. Fremover skulle det gennemføres i et stræk, men med en “Madkontrol” undervejs. Begrundelsen var, det var “usundt” at skulle fortsætte et løb med et interval, hvor man stadig var stiv i alle lemmer.
Wild West var (og er vel stadig) en mandfolkedyst, forstået på den måde, at damer ikke måtte deltage, ligesom drenge under 18 år heller ikke måtte. Samløb var heller ikke tilladt, men senere var det ikke ualmindeligt, at et par løbere fra samme klub løb sammen i hvert fald til første post. Nu er det mere regelen end undtagelsen, at flere løber hele banen igennem sammen, ja, jeg har set “Klubhold” der, når de nærmer sig en post, går ud i en vifte. Den der så finder posten kalder på de andre.
Fra 1985 måtte også damer deltage i Wild West løbet. I det første løb gennemførte 3 ud af 4 deltagende damer. Men allerede i 1975 lavede man 2 nye/kortere baner, een på ca. 17 kilometer (Nordvestløbet) og een på ca. 12 kilometer (Prærieløbet). Disse var beregnet for damer, H17-18 og H43-. Den korte bane starter ved solopgang.
Korttyper og kvalitet har varieret en del. Efter 1965 blev der ikke brugt 1:40.000, men mest 1:25.000. Men f.eks. i 1979 i Klim/Kollerup plantager var kortet fra 1883 og i 1:5.000 alen. Intet udover kurverne passede og der var tit op til 3 km mellem posterne. Her havde jeg et fint samarbejde med Robert, han passede kompasset og jeg talte skridt igennem bjergfyr og andet “skidt”.
Jeg agter fremover stadig at deltage i Wild West, men antagelig kun på en kortere bane – tror jeg nok – (jeg vil gerne have gennemført 20).
Henning Jørgensen
Nordvest OK
